Om Foreningen - Ringridning

Søg
Gå til indhold

Hoved menu:

Om Foreningen

Foreningen

Foreningens navn er Graasten Ringriderforening.



Dens formål er først og fremmest at udbrede kendskabet til og glæden ved ridesporten, dernæst at øge samkvemmet og det gode forhold mellem land og by ved afholdelse af årlige ringriderfester.
Øverste myndighed er bestyrelsen.
Til varetagelse af arbejdet i foreningen udvælger bestyrelsen et antal komitéer.
Herudover yder en lang række frivillige mennesker et stort stykke arbejde i forbindelse med afholdelse af ringriderfesten, bl.a. forskellige idrætsforeninger, politihjemmeværnet, brandværnet o.s.v.
Til varetagelse af sikkerheden har vi et nært samarbejde med Politiet - desuden er der ansat vagtværn.
Hele festens overskud går ubeskåret til de medarbejdende foreninger. Ud over det fordeles også overskuddet fra ringriderfestens tombola (efter ansøgning) til foreninger.
Gråsten Ringriderforening afholdt sit 100 års jubilæum i 2007.

Lidt om ringridning:

Ringridning er en folkelig tradition med rod i middelalderens ridderturneringer. Så langt tilbage som i 1555 omtaltes ringridning (ringrenden) ved det danske hof, og ringridningen var en yndet sport ved fyrsternes hoffer.
Ved Christian den IV`s kroning i 1596 blev holdt ringridning på Amagertorv, og Hans Majestæt deltog selv meget aktivt i ringridningen, og til minde om dette findes der på Rosenborg Slot et såkaldt Ringrendingsbæger.
Det gjaldt om med sin lanse at spidde en lille metalring, der var ophængt mellem to standere, en galge. Det skulle ske, mens rytteren førte sin hest frem i galop. Den, der fik flest ringe, var sejrherre. Så enkelt var middelalderens reglement for ringridning, og så enkelt er det principielt fortsat.
I nutidens ringriderdyster er deltagerne opdelt i klasser efter alder, men alle konkurrerer imod hinanden, således at alle de, der har fået alle ringe, deltager i omridningen om kongetitlen, og i denne omridning bliver der benyttet ringe med et hul på kun 5 – 6 mm.
Gråsten Ringriderforenings fest er den 3. weekend i juli, og det særlige ved Gråstens fest har siden Gråsten Slot i 1935 blev kongeparrets sommerresidens været, at søndagsoptoget har kunnet hylde de kongelige gæster på Slottet. I mange år var det Kongeparret, siden Dronning Ingrid og i de senere år Hendes Majestæt Dronning Margrethe.
Gråsten Ringriderforenings hele arrangement baserer sig på frivillig arbejdskraft, og f
estens overskud bliver uddelt til ungdomsarbejdet i Gråsten og Omegn.

Jubilæumsåret:
Nogle år før jubilæumsåret 2007 begyndte planlægningen. Der var ingen tvivl om, at der skulle tilsættes ekstra tiltag til festen.
Der blev nedsat en jubilæumskomite med deltagelse af bl.a. Gert Haurum, Arne Jensen og Preben Kleis, som primært skulle
indsamle sponsorkroner. Det lykkedes at indsamle kr. 275.000 inklusiv opsparede midler og jubilæumsskrab.
Festen 2007 blev indledt med en reception, som fandt sted fredag eftermiddag. Det var glædeligt at så mange mødte op, ligesom det var
overraskende og glædeligt med alle gaverne. Gaven fra Ringriderfesten i Sønderborg og Amtsringriderforeningen i Aabenraa samt alle andre
omkringliggende ringriderforeninger var en formandskæde i sølv. En flot gave, som vi blev utroligt glade for.
Fredagskavalkaden var tilført et historisk tilbageblik med deltagelse af mange gamle køretøjer. Det var et flot optog gennem byen.
Søndagsoptoget gik forbi Gråsten Slot, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik overværede optoget.
I optoget deltog Herolderne, Gardehusarregimentet, Gråsten Garden, Rinkenæs Brandværnsorkester, Holbæk Pipeband, Ringkøbing
Garden og Sønderborg Garden. Herudover deltog over 100 cykelringridere på festligt pyntede cykler. Et optog der trak rigtig mange
mennesker til Gråsten.
Søndag eftermiddag var der opvisning ved Gardehusarregimentet og Holbæk Pipe Band.
Ringriderfesten blev lukket med et brag af en frokost mandag aften.
Gæstetaler var Bertel Haarder. Frokosten blev afsluttet med et højtideligt indslag fra to medlemmer fra Den Kongelige Livgade.


Ringriderfesten 2007 havde stor mediebevågenhed. Således havde Radio Syd, Radio MidtVest, TV SYD og TV2 indslag om jubilæumsfesten,
Ligesom vore lokale aviser også havde gjort et stort arbejde for at markere jubilæet. Samlet set en god reklame for Gråsten, for ringridningen generelt
og især for Gråsten Ringriderforening.

I jubilæumsåret blev der udloddet kr. 110.000 til de medhjælpende foreninger. Herudover bidrog tombolaen med kr. 40.000 til forskellige foreninger.

Bestyrelsen i 2007 bestod af:
Preben Kleis (formand)
Knud Erik Heissel (næstformand)
Jesper Thomsen (kasserer)
Per Rosenberg (sekretær)
Reinar Petersen (PR)
Keld Jørgensen (plads)
Bo Hansen

Kongehuset:
Indtil sin død overværede Dronning Ingrid og dele af den øvrige Kongelige Familie hvert år søndagsoptaget.
Efter Dronning Margrethe har overtaget Gråsten Slot er denne tradition bibeholdt dog ikke hvert år. Senest har
Dronning Margrethe overværet optoget i 2007 (jubilæumsåret) og i 2012.
Denne tradition er vi i foreningen glade og stolte over, ligesom rytterne og cykelringriderne så frem til søndagsoptoget,
når Dronningen stod foran slottet.
Kongehuset har altid vist interesse for Gråsten Ringridning. Et år meldte Prins Henrik og Prins Joachim deres ankomst på
pladsen. De fik en gennemgang af ringridersportens historie og overværede kongeomridningen.
I jubilæumsåret var HKL Prinsessse Benedikte inviteret til at overvære kongeomridningen  og efterfølgende overrække præmier
til konge, kronprins og prins.
Denne gensidige interesse har samtidig bevirket, at foreningen formand igennem årene er blevet inviteret til omegnsreception på
Gråsten Slot. I 2001 deltog Arne Jensen og frue, i 2010 deltog Preben Kleis og frue og i 2012 deltog Bo Hansen og frue. Det var en stor oplevelse at være med.

 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu